Kontakt


tirsdag den 29. marts 2022

Brug en skrottet telefon som GPS

Telefonen kan med offline kort bruges som GPS navigator uden SIM-kort.

Forinden skal den nulstilles til fabriksstandard og gendannes med en konto, som ikke bruges til andet.
Massakren er udført på en Samsung Galaxy A3 med en dertil nyoprettet gmail konto.
Telefon kan derfor være fast monteret i bilen, med mindre man har den uvane at låse bilen, og en tyveknægt derfor smadrer sideruden for at få fat i den værdiløse telefon.

Navigationsprogrammer til offline brug.

Google Maps kan downloade kortudsnit, men ikke navngivne områder som f.eks. tyske Länder.
Det kan HERE WeGo, som alene af den grund er at foretrække.
Hent efter gendannelse af telefonen HERE WeGo i Play Butik og åbn appen.
Download herefter et kort, f.eks. Danmark og slå Wi-Fi fra på telefonen.
Rul lidt ned i appen og slå 'Brug appen offline' til.

I bilen uden dataforbindelse.
Rul ned i appen og slå 'Brug appen offline' til for sidste gang.

Ulempen ved brug af offline kort.
De modtager ikke trafikinformation som kø forude og forslag til alternative ruter.

mandag den 28. marts 2022

Tastaturet på en Chromebook

Tastaturet på en Chromebook ligner næsten det på en PC.










Herover tastaturet på min Lenovo med en 14" skærm.
Med en 15.6" skærm følger udover taltastaturet også taster for PgUp, PgDn, Home, End og Delete.
Fælles for tastaturerne er navigationstasterne øverst til venstre for skift mellem websider.
Desuden tasten SØG, som ikke findes tilsvarende på en PC, og tasten Caps Lock mangler.

CAPS LOCK ER HER SLÅET TIL MED SØG + ALT. Caps Lock slås fra med den samme tastekombination.

Der findes mange andre tastekombinationer, hvis man vil undgå museplagen.
F.eks genveje til PgUp, PgDn, Home, End og Delete, som mangler på mit krympede tastatur.
PgUp: Søg + piltast op
PgDn: Søg + piltast ned
Home: Søg + piltast venstre
End: Søg + piltast højre
Delete: Markér, det som skal slettes, og tryk på mellemrumstangenten.

Se alle tastekombinationer for genveje med: ctrl + alt + - (bindestreg).

Genvejene er opdelt i seks grupper med mange i hver.
'Side- og webbrowser' indeholder tips til læsning af netaviser.

lørdag den 26. marts 2022

Absolut intet om IT

Hundesnak for særligt interesserede.

Tamhunden, Canis lupus familiaris, er blevet fremavlet til mange ekstremer.

Man har tidligere ment, at gråulven, Canis lupus, er tamhundens stamfader, eller som Konrad Lorenz mente, guldsjakalen, men det holdt ikke stik.
Tamhunden er dog nært beslægtet med gråulven og dingo og lidt længere ude med prærieulv og guldsjakal.
Disses fælles stamfader er nu uddød eurasisk ulv.

Tamhunden opstod som en underart ved siden af ulven for ca. 135.000 år siden, uden at den dermed blev tam.
Domesticering af hunden er påbegyndt for mindst 14.000 år siden samtidig flere steder på Jorden, hvilket gennem krydsninger med lokale ulve har sat sig spor i tamhunden.


F.eks. Sibirisk husky, der på nær farven ligner gråulven og er tæt på at være det.

Fremavling af de nu mindst 800 hunderacer begyndte med at fremme deres egenskaber til brugsformål som jagt-, vagt-, kamp- og hyrdehunde samt bekæmpelse af mus og rotter.
Gravhunden med korte ben til rævejagt, retrievere med særlig god lugtesans og de britiske terriere og den tyske pinscher/schnauzer til bl.a. rottebekæmpelse.

I den sidste halvdel af 1800 tallet tog avlen også retning mod fremstilling af tamhunden som kæledyr med særlige fysiske kendetegn som dværgvækst, overstørrelse, hængeører, kort snude, udstående øjne eller helt uden pels.
Kun få af disse designerhunde vil overleve en måned alene i ødemarken og de overlevende vil næppe kunne reproducere sig selv.

Tamhunde tæt på originalen:
Spidshunde:
Alaskan malamute, Samojede, Sibirisk husky, Chow chow, Eurasier, Basenji, Schipperke m.fl.
Pinschere:
Pinscher, Schnauzer, Terrier, Dansk-svensk gårdhund m.fl.
Spidshunde er typisk enmands-hunde, mens Pinschergruppen typisk er familiehunde.

En Schnauzer i udstillingstrim. Den bør ikke forveksles med Dværg- og Riesenschnauzer.


fredag den 25. marts 2022

iPhone med iOS 15.4 sluger strøm

Opdatering til iOS 15.4 vil kortvarigt være ret strømslugende.

Kortvarigt kan være nogle minutter eller op til et par dage, hvor telefonen i baggrunden opdaterer apps til brug for den nye version af styresystemet.
På min iPhone gik batteriet efter opdateringen fra 98 % til 88 % på 10 minutter ved blot at være tændt.
Hvis problemet er vedvarende, skyldes det måske, at batteriet er på vej ned.

Check batteriet tilstand:
Indstillinger, Batteri, Batteritilstand, Maksimumkapacitet.

Det bliver ikke meget bedre med en fem år gammel iPhone.

torsdag den 24. marts 2022

Valg af Chromebook

En Chromebook kan erstatte en tablet eller en PC.

Som erstatning for en PC skal man opmærksom på dens specifikationer.

De er herunder vist for min Chromebook til 2.500 kroner:
Lenovo IdeaPad 3 Chromebook 14M836 82KN000DMX
Specifikationerne gør den næsten ligeså god som min PC til 5.000 kroner.

Skærmstørrelse: 14"
Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixels
Skærmens maksimale lysstyrke: 220 Nits (Går lige an til brug i solskin).
RAM: 4 GB
Intern lagerplads: 64 GB
Processorhastighed: 2 GHz
Antal porte: 1 USB-A, 1 USB-C samt Mikro-SD.
Batterikapacitet: 42 Wh
Batteritid: Op til 18 timer.

Ved køb af en Chromebook med 15.6" skærm og taltastatur.
Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixels anser jeg for at være minimum.
8 GB RAM er bedre end 4 GB.
Intern lagerplads er tæt på at være ligegyldig, fordi det meste foregår i skyen.
Antal porte: Helst 2 USB-A og 2 USB-C porte og HDMI, hvis man har brug for det.

F.eks. Asus ChromeBook Flip CM5500 15,6" til ca. 5.000 kroner.
8 GB RAM og 128 GB intern lagerplads.
Processorhastighed 2.1 GHz
Skærmopløsning: 1920 x 1080 pixels og en lysstyrke på 250 Nits
1 USB-A og 2 USB-C porte, Mikro-SD samt HDMI udgang.
Batterikapacitet: 57 Wh

Find selv andre Chromebooks på pricerunner eller edbpriser og vær OBS weekendtilbud.

Nit?
Lysstyrken opgives ikke for alle produkter, men 500 nits er godt til udendørs brug.
Ordet Nit er hentet fra latin: nitere, at skinne.

onsdag den 23. marts 2022

Skriv specialtegn på en Chromebook

Skriv Strasse eller Straße. 20 grader eller 20°. m3 eller m³.

På en Chromebook uden taltastatur kan specialtegnene indsættes fra en app.

Den gratis app indeholder alt, hvad man kan ønske sig af specialtegn.
Klik efter åbning af appen på de tre streger oppe til venstre i appen og vælg en tegntabel.

Med Basic Latin kan man skrive Garçon og Škoda med det rigtige c og store S.

Ved valg af Superscipts and Subscripts kan man indsætte nedsænkede tal.
F.eks. den korrekte betegnelse for luftarten CO₂ i stedet for CO2.

søndag den 20. marts 2022

Fotoredigering med Chromebook

Fotos på en Chromebook kan redigeres med/uden internetforbindelse.

Billeder i Google Fotos kan redigeres online.
Åbn et foto, klik på Rediger nederst og vælg mellem et utal af muligheder.

Offline redigering af fotos i mappen Mine filer, Downloads.

Dobbeltklik på filen, her Domkirken.png.
Hermed aktiveres den indbyggede, men skjulte, fotoeditor i Chromebook.

Ingen af disse fotoredigeringsværktøjer kan alt.

Hvis man vil slette eller flytte rundt på dele af et foto, kræves der andre programmer.
F.eks. PaintZ, der kan det samme som Windows Paint, men virker kun online:
https://paintz.app/ 

torsdag den 17. marts 2022

4G eller 5G. Hvad er forskellen?

Mange nye telefoner kan benytte 5G netværket. 

De danske netværksudbydere er nu også næsten landsdækkende med 5G.
Brug af 5G fordrer desuden, at 5G er inkluderet i telefonabonnementet.
Det er det ikke i mit abonnement, og jeg har derfor fravalgt 5G fra på telefonen.

(På min telefon: Indstillinger, Wi-Fi & netværk, SIM & netværk, Foretrukken netværkstype).
Hvis 5G er slået til, uden at man kan bruge det, tærer det unødigt på batteriet.

Forskellen på 4G og 5G.

Telefonsamtaler og SMS'er transmitteres via 4G uanset, om man også kan bruge 5G.

5G bruges til MMS, indlæsning af webmail og websider samt upload af data, men er især fordelagtig ved streaming af videoer eller TV udsendelser til telefonen, som bliver indlæst uden afbrydelser.


onsdag den 16. marts 2022

Ny printer, men hvilken?

Der er over 1.000 printere at vælge imellem.

Inden et køb, skal man overveje sit behov.

Canon Pixma TR4550 inkjetprinter til 600 kroner vil dække manges behov.

Kan udskrive via WiFi fra PC og telefon/tablet.
Kan scanne og fotokopiere.
Kan automatisk printe på begge sider af et A4 ark.
Kan udskrive fotos på 10 x 15 cm fotopapir.

Hvis man går efter særligt gode fotoprints, kan man f.eks. vælge:
Epson Expression Premium XP-6100. Fotoprinter til ca. 1.300 kroner eller
Epson EcoTank ET-7700. Fotoprinter til ca. 7.000 kroner.

Laserprinter eller inkjet?
Vælg en laserprinter, hvis man sjældent udskriver eller ofte udskriver mange sider.
Laserprintere giver generelt den mindste pris per udskrift.
Eksempler på laserprintere.
HP Laser 107W. S/H printer uden scanner og fotokopiering. Pris ca. 1.000 kroner.
HP Color Laser MFP 178nw. Pris ca. 2.600 kroner.

Find disse og mange andre printere på pricerunner.dk

søndag den 13. marts 2022

Trængsel ved indgangen?

Udvid computerens tilslutningsmuligheder med en Hub.

Hub'en skal forbindes med én af computerens indgange, men kan selv forbindes med alt muligt:
Printer, ekstern harddisk, digitalt kamera, TV'et via HDMI og et kablet netværk.

Vælg først hvilken port på computeren hub'en skal forbindes med.
USB A til venstre og USB C til højre. Begge med fire USB A indgange.

Har man brug for en hub, der kan det hele, så søg efter 'usb hub' på pricerunner.
F.eks. AUKEY 8-in-1 USB-C Hub fra teknikdele.dk til 320 kroner.

Se den her: https://tinyurl.com/yrfj5nfc

Har man kun brug for én ekstra USB A indgang, kan man nøjes med en adapter.

F.eks. denne USB A til C adapter fra av-connection.dk til 30 kroner.
Se den her: https://tinyurl.com/ycyaxa3h

lørdag den 12. marts 2022

Powerbanks til flere formål

Powerbanks kan oplade en telefon eller computer og starte en bil.

De kan ikke alle det hele, og mange kan kun oplade en telefon eller tablet.
Batterikapaciteten i en powerbank angives i mAh.

En powerbank med en kapacitet på 5.000 mAh kan oplade en telefon eller tablet én gang.
F.eks. Anker PowerCore 5000 mAh, som koster under 150 kroner.
Cylinderformet: 10 cm. lang, og en diameter på 3 cm. Vejer 135 gram.

En powerbank, som også kan oplade en Chromebook.
F.eks. DELTACO PB-C1001 med 20000 mAh, som koster under 300 kroner.
Størrelse 13,5 x 7 x 2,5 cm og vejer ca. ½ kilo.

En powerbank, der også kan oplade en PC OG starte en bil med et fladt batteri.
F.eks. Jumpstarter kit 12V fra autofix.nu til 800 kroner.
Se den her https://tinyurl.com/mr3jjhpd 


fredag den 11. marts 2022

Google Docs kan alt

Google Docs kan bruges af alle enheder med internetforbindelse.

Ud over alt det forventelige kan Docs i en dansk tekst stavekontrollere flere sprog.

‘Om natten er alle katte grå’ er herunder forsøgt skrevet på fransk.

Dans la nuit tout les chats sont gris.

Stavekontrollen viser, at tout er stavet forkert. Højreklik på tout og vælg tous.


Det eneste trekantede i Docs, er indsættelse af et regneark, gsheet, i dokumentet.

Se hvordan her: https://tinyurl.com/2p84fyyf

Det simple regneark herunder er kopieret som sammenkædet med dokumentet, men det kan alligevel ikke redigeres i Docs.

Udfør rettelserne i gsheet og opdater derefter rettelsen i Docs. 



Opdateringen vedrørte 'Bilens km/liter', der blev ændret fra 12,00 til 17,00.




 


torsdag den 10. marts 2022

Fem tips til PC brugere

Om Batteriet; sluk eller dvale; Proceslinjen m.m.

1. Batteriet i den bærbare PC.
Batteriet tager ikke skade af altid at være tilsluttet opladeren.
Det er antallet af hele opladninger, der tærer på batteriet levetid.
En opladning fra 50 til 100 % tæller kun som en halv opladning.
Genoplad batteriet, inden det har nået en kapacitet på 20%.

2. Sluk eller vælg Dvale/Slumre.
Efter Dvale åbnes PC'en hurtigere, men bruger så lidt strøm, at batteriet holder i dagevis.
Efter Slumre åbner den endnu hurtigere, men bruger en anelse mere strøm i stilstand.

3. Bestem selv, hvad der skal ske, når PC'en lukkes sammen.
PC med Windows 10:
Gå til Indstillinger efter et højreklik på startknappen.
Vælg System og derefter Strømstyring og slumretilstand.
Rul ned til Relaterede indstillinger og klik på Flere indstillinger for strømstyring.
Klik på 'Vælg, hvad der skal ske, når du lukker låget'.

PC med Windows 11:
Klik på luppen, skriv strømstyringsplan og klik på 'Vælg en strømstyringsplan'.
Klik på 'Vælg, hvad der skal ske, når du lukker låget'.

4. Proceslinjen nederst på skærmen.
Her kan man fastgøre ofte benyttede apps, der kan aktiveres med et klik.
Her med Lommeregner som eksempel.
Find Lommeregner i app oversigten og højreklik på den.

Klik på Mere og vælg 'Fastgør til proceslinje'.

Nytilkomne apps på proceslinjen kommer bagerst i rækken, men kan flyttes med musen.

5. Faneblade i browseren.
Hvis man altid besøger de samme 2 - 4 websteder, kan browseren åbne med dem på hver sit faneblad.

Her er Chrome indstillet til altid at åbne med Gmail, Jyllands-Posten og Politiken.
Måden det gøres på, er ca. den samme i Chrome, Edge og Firefox. Her vist for Chrome.
Indlæs siderne, der skal åbnes ved start, på hver sit faneblad som herover,
Klik på de tre prikker øverst til højre og vælg Indstillinger.
Klik på 'Ved opstart' i venstre side og vælg 'Åbn en bestemt side eller...'

Klik til sidst på 'Brug aktuelle sider'.

søndag den 6. marts 2022

Windows oprydning

Nye og gamle PC'er bliver friskere efter en oprydning.

Start med at slette apps, der aldrig bliver brugt.

For mit vedkommende alt vdr. spil, videoeditor, Paint 3D m.fl.
De kan fjernes i appoversigten efter et højreklik og Fjern.

Undlad at slette apps med computerens navn, Acer, HP eller hvad den måtte hedde.

Slet herefter overflødige apps.

Antivirusprogrammer fra AVG, Norton, McAfee er ikke bedre end Windows eget AV program.
Fjern programmet på samme måde som vist herover.
Hvis man har betalt for et AV program, skal det først opsiges, men forvent et langt opsigelsesvarsel.
Fjern herefter programmet.

Adobe Reader kan vise en PDF fil, men det kan Edge og Chrome også, så ud med det.

Appen 'Din telefon' kan vise alt på en forbundet Android telefon. Med en iPhone; slet appen.

Ikke alle ubrugelige apps kan slettes, og det må man så leve med.

Programmer, der starter ved åbning af PC'en.

Det er et levn fra fortiden med roterende harddiske, men giver ingen mening med SSD drev.
Højreklik på 'Windows' nederst til venstre, vælg Jobliste og heri fanebladet Start.
To apps fra Adobe åbner helt unødvendigt ved start.

Højreklik på hver af dem og vælg Deaktiver.
Apps, der er deaktiveret ved start virker fortsat, men bruger først RAM, når de startes.


lørdag den 5. marts 2022

Gratis tekstbehandlere til PC

Fire tekstbehandlere er klar til brug efter åbning af PC'en.

WordPad findes i app-oversigten under Windows-værktøjer.
Det vil dække de flestes behov for en tekstbehandler med valg af skrifttype og størrelse, indrykning med tabulator, tekstjustering, indsættelse af billeder m.m. i dokumentet.
WordPad opretter filer i formatet RTF, som kan læses af alle modtagere, og kan gemme i formaterne ODT og DOCX.

LibreOffice er en programpakke som Microsoft Office, som man selv skal hente.
https://da.libreoffice.org/libreoffice-danmark/
Tekstbehandleren i LibreOffice fremstiller filer i sit eget format, ODT, men kan også gemme som PDF eller DOCX, hvis en modtager uden LibreOffice skal kunne læse det.

WordPad og Writer i LibreOffice kan bruges uden internetforbindelse.
Deres filer gemmes lokalt, og man skal derfor selv sørge for backup. 

Tekstbehandlere i skyen.

Man skal ikke at bekymre sig om backup, og filerne kan bruges af ens andre enheder med internetforbindelse.
Med en konto hos Microsoft, Google eller Apple kan man benytte deres online tekstbehandlere.

Microsoft Word.
Åbn outlook/hotmail i en browser. Klik på den niternede firkant oppe til venstre og vælg Word.

Google Docs.
Åbn gmail i en browser. Klik på den niternede firkant oppe til højre og vælg Docs.

Apple Pages.
Skriv icloud.com i browserens adresselinje.
Log på med dit Apple-ID, den tilhørende adgangskode og måske en tofaktor godkendelse via telefonen.

Gem evt. deres filer i andet format

De tre tekstbehandlere benytter hver deres filformat, men filerne kan downloades til PC'en i andre formater, hvis de skal sendes som en vedhæftet fil.
Microsoft Word som PDF og ODT.
Google Docs i et utal af filformater.
Apple Pages som PDF og DOCX.

Min konklusion.

Hvis jeg blev tvunget til kun at bruge én tekstbehandler, ville jeg vælge Google Docs.

Rødt Kort er ikke længere et kort

I nogle år har Rødt Kort været en app, men det er det heller ikke længere. Det er nu blevet til et websted, hvor man i udlandet kan meddele ...