Hundesnak for særligt interesserede.
Tamhunden, Canis lupus familiaris, er blevet fremavlet til mange ekstremer.
Man har tidligere ment, at gråulven, Canis lupus, er tamhundens stamfader, eller som Konrad Lorenz mente, guldsjakalen, men det holdt ikke stik.
Tamhunden er dog nært beslægtet med gråulven og dingo og lidt længere ude med prærieulv og guldsjakal.
Disses fælles stamfader er nu uddød eurasisk ulv.
Tamhunden opstod som en underart ved siden af ulven for ca. 135.000 år siden, uden at den dermed blev tam.
Domesticering af hunden er påbegyndt for mindst 14.000 år siden samtidig flere steder på Jorden, hvilket gennem krydsninger med lokale ulve har sat sig spor i tamhunden.
F.eks. Sibirisk husky, der på nær farven ligner gråulven og er tæt på at være det.
Fremavling af de nu mindst 800 hunderacer begyndte med at fremme deres egenskaber til brugsformål som jagt-, vagt-, kamp- og hyrdehunde samt bekæmpelse af mus og rotter.
Gravhunden med korte ben til rævejagt, retrievere med særlig god lugtesans og de britiske terriere og den tyske pinscher/schnauzer til bl.a. rottebekæmpelse.
I den sidste halvdel af 1800 tallet tog avlen også retning mod fremstilling af tamhunden som kæledyr med særlige fysiske kendetegn som dværgvækst, overstørrelse, hængeører, kort snude, udstående øjne eller helt uden pels.
Kun få af disse designerhunde vil overleve en måned alene i ødemarken og de overlevende vil næppe kunne reproducere sig selv.
Tamhunde tæt på originalen:
Spidshunde:
Alaskan malamute, Samojede, Sibirisk husky, Chow chow, Eurasier, Basenji, Schipperke m.fl.
Pinschere:
Pinscher, Schnauzer, Terrier, Dansk-svensk gårdhund m.fl.
Spidshunde er typisk enmands-hunde, mens Pinschergruppen typisk er familiehunde.
En Schnauzer i udstillingstrim. Den bør ikke forveksles med Dværg- og Riesenschnauzer.
